Psykiatrien mangler kærlighed

Kronik

At starte en sætning med:” Forstil dig” er i sig selv absurd.

Der er ingen mennesker, der kan forstille sig, hvordan det er at have psykisk uro, andre end de mennesker der selv har oplevet det. Jeg bliver nødt til at skabe et billede på denne tilstand, for at det på nogle måder skal blive muligt for andre mennesker at forstå denne tortur lignede tilstand:

“Forstil dig, at du står midt i et hus og det begynder at brænde hele vejen rundt omkring dig. Du begynder at får det varmt og din uro og utryghed vokser. Du henvender dig meget naturligt til brandvæsnet og de fortæller dig at du bare skal tage det roligt og tænke på noget andet. Ilden tager til og du ringer igen og denne gang sender din en vogn og de giver dig en dragt på, som gør at du ikke kan mærke varmen så godt. Efter et stykke tid, så bliver du så bange, at du begynder at skrige og vil væk fra ilden, der er tæt på at fortære dig. De spænder dig fast midt i ilden, alt i mens de hælder benzin på huset.”

Billedet er jo helt absurd, men det er desværre den virkelighed, vi byder rigtige mange af de mennesker, vi kalder psykiske syge. Psykiske syge er mennesker, der er kommet ud i psykisk uvejr og som er faret vild i deres sind. Disse mennesker forsøger det bedste de ved, at genoprette deres balance, så de ikke falder. De prøver på at overleve i konstant smerte. Der er ild i deres sind, og de forsøger at komme væk fra ilden, men de kan ikke. De har enten ikke evnen, viljen eller håbet til at få slukket deres indre ild. I billedet fra før, så er brandvæsnets handlinger medicinen, som jo for en tid bare gør at man ikke kan mærke ilden. Men smerten er der jo stadigvæk, det er ubearbejdet i sindet (ilden) og når mennesket ikke mødes, rummes og forstås, så bliver der hældt yderlig mere benzin på ilden, da der skabes uro. Kærligheden mangler.

Der ligger en stor udfordring i, at hjælpe de der er kommet i ubalance tilbage til deres egen balance igen. For på trods af, at dem der professionelt arbejder med ”psykisk syge”, har velmenende holdninger, trosbilleder og ikke mindst handlinger, så lykkes det ikke særligt godt. Det skyldes ikke de ansatte indenfor psykiatrien, men overvejende de redskaber der er til rådighed og den manglende kærlighed. Hermed menes 100 % forståelse, accept og tid. Det værste i denne absurde virkelighed er, at en meget stor del af de ansatte som arbejder med denne voksende gruppe af ”psykisk syge”, godt er klar over, at det der bliver gjort, ikke er godt nok og at der kun sker meget små fremskridt, hvis overhovedet nogle.
Hvor mange menneskelige resurser skal der gå tabt, før end at vi som samfund og dermed enkel individer, tager det ansvar der er vores?
Det virker som om, at samfundets succesrate kun kan måles på, hvor mange mennesker vi reelt får hjulpet og hvor hurtigt. Hvis det er vores parameter, så ser det skidt ud.
Vi mangler at turde stille spørgsmålet: “Virker det vi gør, for at hjælpe ”psykisk syge” tilbage til deres balance?” Mit svar er NEJ! Vi skal ikke stille os tilfreds med det vi gør.
Jeg håber, at den eneste årsag til at ovennævnte spørgsmål ikke er blevet stillet skyldes angst for at komme til afmagtsfølelsen: “Hvad skal vi så tilbyde i stedet for?”

Den måde, hvorpå vi som samfund tager os af de ”psykisk syge”, afspejler fint den handling som de fleste mennesker selv vil bruge, når de kommer i en mindre psykisk ubalance. Nemlig at vi bilder os selv ind, at de følelser som der mærkes og som er med til at skabe det kaos, bare skal “dækkes til” som noget andet kemisk materiale vi ikke vil tage os af. Ude af øje ude af sind- altså når vi ikke kan mærke noget, så er det væk.
Alle ved, at hvis vi graver kemisk materiale ned i vores jord, skader det det omkringliggende miljø og på sigt ødelægger det vores grundvand . Det samme gælder for vores krop, så er det ikke på tiden, at vi vækker vores logiske sans og begynder at tage ansvar for vores liv og verden. Det er da ikke logisk at sorg, vrede, angst m.m. bliver “gravet” ned på vores sindslager, for derefter at tro at det er ok og denne fremgangsmåde er måden at håndtere det på.
Det er da ikke logisk, at vi giver vores børn medicin, fordi man subjektivt vurdere at deres adfærd skyldes en ubalance i deres hjerne. Det er da ikke logisk, at vi som samfund blindt acceptere, at løsningen på vores børns følelsesmæssige problemer er kemi.
Ubehagelige følelserne er ikke farlige, de bygger bare på oplevelser, som ikke er blevet rummet og mærket.

Hvis man vælger kun at betragte psykiske syge som mennesker med en ubalance i deres kemiske struktur og som kan rettes op ved at tilføre det eller de stoffer som man “ved” de mangler, så kunne vi alle klappe i vores hænder, da mennesker ville blive raske, komme i balance igen, så de kunne genoptage deres rolle i livet og blive en god skatteborger.
Og ikke mindst undlade at være en belastning for samfundet. En sengeplads på en psykiatrisk afdeling koster i gennemsnit kr. 1,5 million om året (kilde: Psykiatrifonden)

Nu er virkeligheden desværre ikke sådan, man kan ikke bare genoprette den ubalance via medicin, som man ukritisk giver til de psykiske syge. Medicinen er svaret, eller det er i hvert tilfælde det, man fortæller det menneske som i forvejen sidder i deres brændende hus og er ved at miste håbet. ”Du har en ubalance i hjernen og den retter vi op på med disse medikamenter.” Ilden tager til og handlemuligheder bliver formindsket.
Hvis nu det var sådan, at man rent faktisk helt præcist kunne måle hvilke kemiske stoffer hjernen mangler på de mennesker, som vi kalder psykiske syge og derigennem gav dem de stoffer som hjernen mangler, så ville det være videnskab.
Virkeligheden er desværre sådan, at måden hvorved at man finder de rette stoffer til at genoprette hjernes kemi hos de psykiske syge, foregår typisk via et interview og et spørgeskema, der peger hen til løsningen – medicin. Set udefra en ikke særlig videnskabelig metoden.

Hvorfor bliver man ved med at bruge psykofarmaka, der ikke virker særlig godt og som desværre forringer patientens livskvalitet på så mange andre planer?

Det kunne være så let, hvis vi som samfund virkelig ville hjælpe de mennesker som lider i deres psyke. Det, de har brug for at mærke, er håb og ikke mindst en kærlighed. Dette kan kun ske, hvis vi tør slippe vores sandhed og være åben over for, at der er andre veje end at give medicinen. kærligheden har ingen lobbyister der bevæger sig rundt på Christiansborg gange og taler de “psykiske syges” sag.

I kærlighed
Steen Kofoed